Digtet her er skrevet til min daværende kæreste Alice, da hun var meget hysterisk om morgenen. Det skyldtes at Alice og jeg levede sammen efter det princip, at det var hende, der tjente pengene og mig, der havde det svært. Det betød blandt andet, at jeg var nødt til at sove meget længe om morgenen, for at undgå at spekulere på mine problemer. Men det havde Alice svært ved at forstå, selvom hun var ret veluddannet. Den dag, hvor jeg skrev digtet havde hun smækket med dørene og råbt og skreget, selvom jeg lå og sov. Måden hun skreg på gjorde at jeg fornemmede, at jeg var nødt til at gøre noget drastisk for at holde sammen på vores forhold. Så jeg skrev digtet her til hende. Jeg overrakte det personligt til hende, da hun kom hjem og sagde til hende, at det godt kunne fortolkes som et tilbud om, at jeg ville gifte mig med hende.

Søndag

Måske ku vi
holde sammen
på hinanden
når det blir søndag
Måske ku vi
danse
hen til kirken og kigge
på tårnet med klokkerne
når de hænger og dingler
fra side til anden
og lytte lidt til orglet
når det lyder
Måske ku ego
gå til alter
og spise Jesus
til frokost
og se et glimt
af præstens bukser.
Måske ku vi blive løftet op til Vorherre
og få sjælefred
i trefire sekunder
og så ned igen
og miste jordforbindelsen og selvbesindelsen
ud i livet og halte ad helvede til
henover det laveste gærde
og skrælle bananen og hygge sig med damen
til klokkerne dingler og tårnet vælter

Efterskrift:

Da Alice havde læst mit digt, husker jeg, hun bare råbte: " Helt ærligt Thormod, for det første, så bliver folk ikke gift om søndagen. For det andet er jeg træt af din bananmetafor, (som jeg også benytter i digtet "Med Alice på Glatis")

Alice skred fra mig to dage efter. Det kan stadig ærgre mig, at jeg ikke kaldte digtet for "Lørdag". Jeg mener - hvad fanden - en dag fra eller til i dette alt for lange liv, det skulle ikke have skilt os ad.