Dette her digt er skrevet efter en oplevelse, hvor jeg af nød var tvunget til (da jeg ikke kunne nå hjem) at gå ind på et OFFENTLIGT toilet, hvilket jeg ellers aldrig gør. ( Det er rigeligt at være sammen med andre mennesker under almindelige omstændigheder). Oplevelsen var så ubehagelig, at jeg var nødt til at skrive om det, da jeg kom hjem.

På Pissoir med Francois:

Jeg står her på et pissoir.
Det er jeg nødt til.
Der er ikke nogen steder at sidde.
Kun koldt, blankt, bøjet, tilpisset metal,
og en stank så næselammende genkendelig,
at selv en blind kan finde vej.
Jeg står og holder mig selv i hånden -
eller i hvert fald en del af mig selv.
Faktisk en pænt stor og betydningsfuld del af mig selv.
Derfor føler jeg mig ret udsat lige nu,
selvom jeg har fat i den lange ende.

Til venstre for mig står der også et menneske.
Det er en mand. Det er tydeligt. Han har fuldskæg.
Jeg holder øje med ham for lissom at være forberedt,
hvis han skulle finde på at kigge.
Men han stirrer bare stift ind i væggen -
også mens han ryster og putter den ind igen.
Han kan det udenad.
På den anden side - der er jo også kun en vej tilbage.
Men selvom man kan putte den ind med bind for øjnene, kan man vel godt lige kigge ned.
Det gør man da for eksempel, når man binder snørebånd.

Det irriterer mig, at han ikke kigger ned,
men nærmest lader som om det er noget, der ikke finder sted.
Han ser stadig ikke ned, mens han lyner op.
Tværtimod fører han ansigtet opad,
som om han trækker lynlåsen op med en usynlig snor hæftet til hagen.

Men nu vender han sig pludselig mod mig.
Jeg kan ikke nå at flytte øjnene.
- Hva´ glor du på?
Jeg når ikke at tænke, før det ryger ud af munden på mig:
- Dig!
- Ja, det ka´ jeg sgu da godt se - tror du, jeg er blind?
I et kort glimt slår det mig, at det kunne have været forklaringen på, at han ikke kiggede ned. Men heldigvis svarer jeg automatisk:
- Nej!
- Det er sgu ikke et bordel, det her, siger han så.
- Nej, siger jeg afværgende, mens jeg prøver at forestille mig, hvem der ville betale for hans selskab.

Idet han går bagom mig over mod håndvasken,
støder han til mig med skulderen,
så jeg er nødt til at tage fra med begge hænder på pissepladen,
for at undgå at få noget på frakken.

Han bliver i rummet og vasker hænder,
og jeg kan mærke, at han kigger på mig.
Nu skal han rigtig glo gengæld.
Han vasker hænder længe.

Jeg læste for nylig om en undersøgelse, der viste,
at op mod 30 procent af alle mænd vasker fingre, efter de har tisset.
Personligt har jeg det bedst med at gøre det før -
så eventuelt fedtede fingre ikke ta´r glansen af svansen.

Også i dag vaskede jeg mine fingre, inden jeg gik over til renden.
Men nu står jeg her med begge hænder plantet lige midt på pladen og har mest lyst til at gå over og vaske dem, før jeg rører ved mig selv igen. Men situationen tvinger mig til at slippe hygiejnen og tage fat.

Jeg har ikke tisset endnu. Det ved han godt.
Jeg anspænder mig for at slappe af, så jeg kan komme i gang.
Så er det, han spørger:
- Sig mig, kommer du bare herind for at glo?
Han spør åbenbart ikke for at få et svar.
- Du ligner osse sådan en, med den dér plasticfrakke. (som jeg faktisk havde på)
Der gør han mig vred. Jeg er nødt til at svare ham.
- Det er altså én jeg har arvet efter min farmor, at du ved...
I samme øjeblik smækker døren. Han er gået
Jeg overvejer at sætte efter ham,
men jeg lader ham løbe mens jeg pisser og tænker,
at min farmor aldrig havde ladet ham slippe så let.
Men hun havde jo nok heller ikke mødt ham på et pissoir.