Følgende digt er skrevet på et tidspunkt, hvor jeg var så langt ude, at jeg faldt for fristelsen til at skrive digte for et reklamebureau. Jeg skrev blandt digtet her. Det er skrevet til et rejsebureau, der hedder ”Den Sidste Rejse”. De rejser under mottoet ” Jord i hovedet og luft under vingerne”.
De ville gerne have haft Dan Turrell ( digter ) til at skrive det, men som de sagde, var han jo bortrejst.

Jeg elsker rejser

Jeg elsker at rejse
Jeg elsker mange rejser
Jeg elsker få rejser
Jeg elsker alle rejser
Jeg elsker at ryge og rejse
men mest elsker jeg at drikke og rejse

Jeg elsker den lille rejse
fra sengen over til sengebordet
håndens usikre flyvetur over brystkassen
efter den første morgenpilsner

øllets landing på min tunges asfalt af camel og cecil
og kroppens uendelige rejse ned ad gangen til toilettet
for at pisse pilsneren farvel
efter dens 25 minutter lange rejse
gennem mit indre sporvejssystem

Et sporvejssystem der i øvrigt aldrig selv er på rejse,
men altid bliver i min krop
stavnsbundet indtil min sjæl en dag rejser ud af kroppen og
mine indvolde rejser ad helvede til på ormeryg og larvefødder

Jeg er vild med at rejse
ja, det er jo mig der har skrevet
“De små rejser”
Om rejsning generelt
- en guide for folk med manglende lyst
til at rejse

Jeg elsker valuta
både den helt almindelige håndkrøllede
kontante valuta der ligner legetøj
men virker okay
og de totalt fleksible rejsechecks
der kan blive flere tusind værd
når jeg sætter min autograf på dem
jeg elsker i det hele taget kun penge
fordi man kan rejse for dem

Jeg elsker at rejse
det har jeg allerede sagt tre gange nu
er den fesen ind eller har De brug for at få det uddybet?
jeg elsker alle former for bevægelse fra a til b
om det så er at stå stille elsker jeg det
fordi uret går og man står
på det samme sted
på forskellige tidspunkter
der sker hele tiden noget
intet er det samme
min check er blevet til kontanter,
mine mønter er blevet til øl
mit øl er blevet til pis
Jeg er vild med at rejse

Jeg elsker at rejse mig
ikke for noget - men bare den helt banale og
genkendelige fornemmelse af knæskallens
forsøg på at finde på plads midt på benet

Jeg elsker at gå turen hjem
når den sidste flyver er fløjet